Just Andersen (bog)

I 2009 stødte jeg for første gang på navnet Just Andersen, da jeg købte et par lysestager til to lys. Før den tid havde jeg intet kendskab til Just Andersen.
Jeg studerede lysestagernes form og begyndte at søge oplysninger om Just Andersen, men fandt hurtigt ud af, at der ikke var skrevet meget om ham. Jeg besluttede mig for at lave en udstilling med Just Andersen lysestager. Jeg fik ialt lånt og samlet ca. 130 lysestager til denne udstilling.

Dagbladet i Roskilde v. Lars Ahn skrev en helside om mit projekt, og der kom et fuldstændigt uventet besøgsantal. Der kom samlere og også en dame, som havde arbejdet i Just Andersens butik på Amagertorv 4 i København.

Interessen for udstillingen var overvældende, og jeg besluttede derefter at stifte en forening – Just Andersen Selskabet af 13. juli 2012 – hvis formål var helt klart. Vi skulle udvide kendskabet til Just Andersens arbejder, skaffe kapital til at købe Just Andersen genstande til et museum og skabe fundamentet til dette Just Andersen museum.

Det er vigtigt at få kendskab til vores kulturarv, så derfor stod det helt klart for mig, at jeg skulle skrive en bog om Just Andersen. I januar 2013 fik jeg en flot artikel i Antik og Auktion, som skrev om kunst, design, nostalgi, priser og tendenser. Jeg er dybt ydmyg over den tillid, jeg er blevet mødt med i de syv år, jeg har arbejdet på denne bog om Just Andersen. Jeg har fået en ubeskrivelig opbakning.

Det har vist mig, at jeg fortsat skulle kæmpe videre for at finde den kapital, der ville gøre det muligt at udgive bogen. Så det er med stor glæde, at det er lykkedes mig at stå ved målstregen. Jeg ser ligheder mellem HC. Andersens eventyr om den grimme ælling og Just Andersens liv. Bogen vil give indsigt i Just Andersens liv, og hans kamp for anerkendelse.

På trods af personlige, økonomiske og historiske hindringer blev Just Andersen en stjerne, som stadig lyser stærkt i verdenen.

Info
442 sider
Sprog: Dansk og engelsk
Udgivet: 2017
ISBN: 9788799969210

Bogen kan lånes på 14 biblioteker i Danmark: bibliotek.dk/just-andersen